Den ultimative guide til Hometrainere

Kom godt i gang med hometrainer

Hvis du vil i gang med indendørstræning på en hometrainer, er det nemmere, end du måske tror. En hometrainer giver dig mulighed for at holde din træning ved lige, selv når vejret ikke er ideelt til udendørs cykelture. Her gennemgår vi, hvordan du kommer godt fra start, hvilke typer hometrainere der findes, og hvordan du vælger den rigtige til dit behov.

Sådan kommer du i gang

Det er heldigvis meget nemt at komme i gang med hometrainer. Her er nogle af de ting du skal være forberedt på og som vi guider dig igennem i denne artikel.

  • Vælg den rigtige hometrainer
    Først og fremmest skal du have en hometrainer, der passer til dine behov. Nogle modeller er perfekte til dem, der vil køre lange, rolige ture, mens andre egner sig bedre til intens intervaltræning.
  • Udstyr og tilbehør
    Hvilket udstyr og tilbehør til hometrainer er nødvendigt og hvilke er godt at have. 
  • Software og apps
    Mange hometrainere kan kobles sammen med App's som Zwift, TrainerRoad eller Rouvy, der giver dig mulighed for at simulere ruter, måle din præstation og konkurrere med andre.

Hvilken hometrainer skal jeg vælge?

Der er flere typer hometrainere på markedet, som alle har deres fordele og ulemper afhængigt af dine behov og budget. Her er forklaringen på de forskellige typer.

Wheel-on hometrainer

Dette er den "billige" løsning, og bruges ofte af dem som bare gerne vil cykle hometrainer, men ikke har de store krav til deres træning. Wheel-on betyder at du spænder din cykels baghjul fast på en rulle. De er typisk lette at bruge og koster mindre end de mere avancerede modeller. Fordelen er enkelheden, mens ulempen kan være støjniveauet og en mindre præcis modstand.

Direct-drive hometrainer

Her fjerner du baghjulet på din cykel og fastgør cyklen direkte til hometrainerens nav. Dette giver en meget mere præcis modstand og er ofte mere støjsvag, da der ikke er nogen friktion fra baghjulet. De er som ofte lidt dyrere, men perfekt til seriøse cyklister.

Rollers

Dette er den mere traditionelle form for hometrainer, hvor du cykler på ruller. Det kræver god balance og giver en mere realistisk cykeloplevelse, men er sværere at mestre og tilbyder ikke den samme type modstand som de andre hometrainere.


Populære hometrainere
  • Begyndere
    Hvis du lige er startet med indendørstræning, er en wheel-on hometrainer et godt valg. De er lette at bruge, billige og giver en god introduktion til træningen. Er støjniveau vigtigt, kan du overveje at investere i en direct-drive model.
  • Erfarne brugere
    Er du en mere erfaren cyklist, vil en smart hometrainer eller en direct-drive model give dig bedre muligheder for at træne effektivt og måle din udvikling. Især smart-trainere er ideelle, hvis du vil bruge træningsapps til at gøre din træning mere engagerende og datadrevet.
  • Realistisk cykelfølelse
    Hvis du ønsker en så realistisk cykeloplevelse som muligt, kan rollers være noget for dig. Dog kræver det en del erfaring at mestre dem, og de er derfor ikke det bedste valg for nybegyndere.

Når du vælger din hometrainer, skal du også overveje, hvor meget støj den laver, samt om den er kompatibel med de cykler og gearsystemer, du bruger. Smart-trainere er gode til at holde motivationen oppe med virtuelle træningsmiljøer, men hvis du primært vil have noget simpelt og billigt, er en standard wheel-on model stadig et godt valg.

Facts om hometrainere

Hvilken stigningsprocent og Watt skal jeg gå efter?

De fleste hometrainere på markedet kan simulere fra ca. 15% og op til 25% stigninger. Men selvom 15% måske ikke lyder af meget, så er det rigelig til de flestes behov. Til sammenligning kan vi oplyse at den legendariske stigning på Alpe d'huez, som de fleste kender fra Tour de France, er på 8,1% i gennemsnit (maks stigning på 13%). Og det er de færreste motionister der får brug for større udfordringer end det.

Det samme gælder med den modstand (watt) de kan yde. Her ligger de fleste trainere fra ca. 1200 watt og op til 2200 watt. En pro rytter yder maksimalt og i korte perioder, så som i en spurt omkring 1000-1200 watt. Nogen sprintere som f.eks. Marcel Kittel peaker ved 1500 watt. Så igen er det de færreste motionister, der vil opleve at en hometrainer ikke kan yde nok modstand.

Hvor meget plads kræver en hometrainer?

En hometrainer kræver i teorien ikke mere plads end cyklens længde + evt. trainer. Du skal dog være opmærksom på at modsat når du cykler udendørs, så kræver det lidt luftcirkulation, både under træning, men også efter, da man typisk sveder meget pga. at luften står stille.

Så et rum på 15m2 og opefter er at anbefale, og så er det vigtigt at der er vinduer der kan åbnes. Nogen har en ventilator til at stå og blæse under træning, da det giver et mere behageligt klima.

Larmer en hometrainer? Hvordan kan jeg reducere støj?

Om en hometrainer larmer er et definationsspørgsmål, men der kommer selvfølgelig lidt støj, typisk i form af en summen, når du cykler på din hometrainer. Specielt de trainere med ruller, har en tendens til at summe lidt. Vil du have en der er støjsvag, så skal du have en hometrainer med direct mount, som f.eks. en Wahoo Kickr eller Tacx Neo.

Andre måder at reducere støj på, er ved at bruge en speciel hometrainer måtte, som netop er beregnet til hometrainere. Udover at beskytte underlaget, så absorbere de også noget af den vibration der vil opstå, og dermed også reducere støjen en smule.

Har du stadig problemer, så kan du prøve at skifte dækket, eller alternativt justere dæktrykket, for at se om ikke det kan afhjælpe en smule.

Hometrainer til MTB

De fleste hometrainere er i dag kompatible med mountainbikes. Er du i tvivl så kontakt kundeservice, så vil de kunne guide dig. Du kan også læse mere om hometrainere til moutainbikes på MTBX.dk

Tilbehør til din hometrainer

For at få mest muligt ud af din træning på en hometrainer er det værd at overveje en række tilbehør, der både forbedrer komforten og effektiviteten. En træningsmåtte er et essentielt redskab, som beskytter gulvet mod sved og ridser, samtidig med at den dæmper støjen fra hometraineren – særligt vigtigt i lejligheder eller rum med dårlig akustik. Et svedcover beskytter din cykel mod sved, da sved er saltet og kan forårsage rust på stellet og komponenterne. Riser blocks (forhjulsblokke) bruges til at hæve forhjulet, så cyklen står mere vandret, hvilket giver en mere komfortabel og realistisk kørestilling, især under lange træningspas.

En ventilator er nærmest uundværlig til indendørstræning, da du typisk sveder meget mere uden vindmodstanden fra udendørskørsel. Den holder dig afkølet og forbedrer din præstation ved at forhindre overophedning. Hvis du har en direct-drive hometrainer, er det ofte nødvendigt at have en ekstra kassette monteret, så du nemt kan skifte mellem udendørs og indendørs cykling uden besvær. Derudover er hometrainer-dæk specielt designet til at reducere slid og støj på en wheel-on hometrainer, da almindelige dæk hurtigt kan slides op eller skabe for meget støj.

For de mest seriøse cyklister findes der også mere avanceret udstyr som en op- og nedstigningssimulator. Dette tilbehør tilføjer en ekstra dimension til din træning ved at simulere stigninger og nedkørsler, så du kan få en mere realistisk fornemmelse af terrænets variation – perfekt til dem, der vil forberede sig til bjergrige ruter eller blot gøre træningen mere udfordrende og motiverende.

Software og apps - Fordele ved at anvende dem når du træner på hometrainer

Zwift AppEn af de største fordele ved at anvende softwareprogrammer og App's til din træning på hometrainer er, at de kan gøre din træning langt mere engagerende og effektiv. Med apps som Zwift får du mulighed for at simulere realistiske ruter og terræn fra hele verden, samtidig med at modstanden automatisk justeres i forhold til bakker og nedkørsler. Dette giver en mere dynamisk træningsoplevelse, der minder om at køre udendørs.

Derudover kan du konkurrere med andre cyklister, deltage i virtuelle løb eller følge strukturerede træningsprogrammer, der er skræddersyet til dine mål. Disse apps gør det også lettere at spore din præstation, da de kan måle din effekt (watt), puls, kadence og meget mere. Med dataene kan du analysere din træning, identificere forbedringsområder og tilpasse dine træningsrutiner for at optimere resultaterne. Kort sagt, software og apps gør din indendørstræning både sjovere og mere resultatorienteret.