IT-udvikler til Cykelpartners webshop

Cykelpartner.dk er i rivende udvikling, og vi har brug for en dygtig og engageret udvikler til vores kontor i Jebjerg ved Skive. Drømmer du om at arbejde med udvikling og vedligeholdelse af webshops, så er det måske dig, vi har brug for hos Cykelpartner.dk.

Om jobbet

Cykelpartners webshop er ikke en standard webshop, men derimod en webshop, som er bygget op fra bunden. I jobbet som IT-udvikler vil du blandt andet arbejde med opsætning af nye funktioner samt udvikling og vedligeholdelse af eksisterende. Du vil derudover komme til at arbejde i frontend såvel som backend. God kundeservice er afgørende i alt, hvad vi foretager os, og dette fokus vil også komme til at præge dine arbejdsopgaver. Derfor skal du også være i stand til at designe brugervenlige og smarte løsninger fra bunden. Hver opgave skal designes med fokus på kunden.
Du vil blive en del af vores dynamiske og passionerede it-afdeling, hvor du selv kan være med til at påvirke din arbejdsdag. Det er en forudsætning, at du har kompetencer og erfaringer med:

  • PHP (5.2)
  • MySQL
  • Javascript (jQuery)
  • CSS

Dine kvalifikationer

Udover at have succes med ovenstående arbejdsområder, vil det også være en fordel, hvis du har erfaring med e-handel, unix og C5. Det vil også være en fordel, hvis du har kendskab til svn/versionsstyring.
90% af arbejdet vil være udvikling, men der vil også indgå forefalden IT-arbejde og IT-support af interne IT udfordringer. Derudover vil du også skulle hjælpe og vejlede kunder, der har IT-spørgsmål eller problemer med webshoppen.
Cykelpartner er en dynamisk og testdrevet virksomhed, og alle beslutninger og løsninger bygger dermed på splittests. Du vil blive en del af en ung og uformel IT- og marketingafdeling, og derfor er det også vigtig for os, at du er positiv og udadvendt.

Virksomheden

Cykelpartner.dk er en webshop, der på nuværende tidspunkt forhandler mere end 19.000 varenumre inden for cykler, cykelreservedele, cykeltøj, løbetøj, løbeudstyr og meget mere. Virksomheden består pt af 39 fuldtidsansatte medarbejdere samt en række ungarbejdere.
Cykelpartner.dk har mere end 25 års erfaring med salg af cykelrelaterede produkter. Vi elsker nethandel, og vi prioriterer vores kundeservice højt. Siden slutningen af 2008 har webshoppen gennemgået en stor vækst, hvilket blandt andet har resulteret i, at vi er blevet kåret som gazellevirksomhed fire år i træk. Kunderne er omdrejningspunktet i alle vores daglige beslutninger, og dette fokus har resulteret i, at Cykelpartner.dk både 2015 og 2016 er blevet kåret som danskerne favorit-webshop af Foreningen for Dansk Internethandel.

Kontakt

Vil du være en del af vores team, og kan du matche ovenstående profil, vil vi glæde os til at modtage din ansøgning, CV og andre relevante bilag til COO Kenneth Mortensen på kem@cykelpartner.dk. Mærk ansøgningen IT-udvikler. Ansøgningsfristen er 30. juni 2019, men indsend gerne din ansøgning hurtigst muligt, da vi løbende vil indkalde til samtale og ansætte, når vi har fundet den rette.

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte marketingchef Lars Bachmann på lab@cykelpartner.dk



Sådan er det at arbejde hos Cykelpartner