Tour de France

Tourens forvandling:

Fra halvfulde amatører til teknologi-atleter

Igennem sin lange historie har Tour de France ændret sig markant. Mens rytterne i dag kører på højteknologiske letvægtscykler og lever af en streng protein- og kulhydratrig diæt, var det meget anderledes for Tourens første helte. De kørte på tunge stålcykler med blot to gear, og klarede sig igennem det benhårde løb ved at indtage store mængder alkohol, kød og stryknin.

Eugène Christophe har netop passeret toppen af bjerget Tourmalet denne julidag 1913 og er godt på vej til at vinde Tour de France. Resten af feltet ligger langt bag ham, men netop da indtræffer katastrofen. Christophes forgaffel knækker og han tumler om på den stenede bjergvej. Det er en katastrofe, for i 1913 er der ingen hjælp at hente fra holdbiler med mekanikere og reservecykler i verdens hårdeste cykelløb. Rytterne må selv klare alt. ”Alle de ryttere, jeg havde smidt på stigningen nåede snart op til mig” erindrede den uheldige franskmand senere - ”Jeg græd af raseri”.

Christophe må selv reparere sin cykel i en smedje i den nærmeste landsby, for det er imod reglerne for rytterne at modtage hjælp fra andre. Da smedens lærling bliver sat til at trække blæsebælgen til essen, koster det derfor straks Christophe en tidsstraf på 10 minutter. Det er dog småting i forhold til det samlede tidstab på næsten fire timer, som uheldet koster den franske rytter. Drømmen om en Tour de France-sejr det år dør på Tourmalet.

Scenen er blevet en Tour de France-legende, og den understreger godt de forandringer, der er sket i Touren siden løbet første gang blev kørt i 1903 - både når det kommer til rytterne, og holdet bag dem. Den første Tour-vinder, Maurice Garin, var en glad amatør, hvis stab blot bestod af en massør samt en ven, der stod for at lave mad efter hver etape. Til sammenligning er vore dages absolutte tour-konge Chris Froome fuldtidsprof og har foruden en kæmpe stab af bl.a. mekanikere, kokke, læger og massører syv holdkammerater til at støtte sig. Alt lige fra rytternes mad og tøj til de cykler der køres på har ændret sig markant i løbet af de over 100 år Tour de France er blevet kørt.

Vidste du at…

  • Roger Walkowiak er den eneste vinder af Tour de France, der aldrig har vundet en Tour-etape i løbet af sin karriere.
  • Englænderen Chris Boardman har rekorden for verdens korteste Tour de France karriere. Han måtte udgå efter et styrt 90 sekunder inde i prologen til sin første og eneste Tour i 1995.
  • Inden Tour de France 1947 forlangte holdkaptajn, René Vietto, at hans holdkammerat, Apo Lazarides skulle klippe sin ene tå af, for bedre at kunne sætte sig i holdkaptajnens sted. Vietto havde nemlig selv mistet en tå. Lazarides valgte overraskende nok at følge ordren.
  • Det var imod reglerne at skifte trøje under en etape, i Tourens første mange årtier.
  • Feltet benytter over 40.000 vandflasker i løbet af en Tour.
  • En gennemsnitlig Tour-rytter producerer nok sved til at kunne skylle et toilet ud 20 gange i løbet af touren.
  • I 1989 vandt Greg LeMond Tour de France med 35 hagl fra en jagtulykke siddende i kroppen.
  • I gennemsnit forbrænder Tour-rytterne hver 7.000 kalorier om dagen. Det svarer til 24 dobbelte cheeseburgere.
  • Sidste gang en franskmand vandt Tour de France var i 1985.

Rytterne var deres egen cykelsmed

Ideen om at rytterne selv skulle stå for deres egne reparationer holdt ved helt op til 1930, og det var ikke ualmindeligt at se ryttere med cykelslanger viklet omkring kroppen, så de hurtigt kunne lappe deres cykler. Og det var der brug for i Tour de Frances første år, hvor tilskuerne ofte gik hårdhændet til værks for at hjælpe deres favoritter. I 1904 bliver rytteren Hippolyte Aucounturier således diskvalificeret, og da feltet kort efter skal køre igennem hans hjemby Nîmes, står vrede tilskuere klar og råber taktfast i kor: ”Touren kommer aldrig igennem Nîmes”.

Kort efter begynder de første ryttere at punktere – ruten er overstrøet med søm og glasskår, der flænser dækkene. I hast får løbsdeltagerne lappet deres cykler og fortsætter, men nu går tilskuermængden til angreb på dem med stenkast og slag. Angrebene stopper først, da løbets kommisærer kommer til og affyrer varselsskud med pistoler.

Først i 1930 bliver det besluttet, at rytterne ikke længere skal tvinges til at gennemføre løbet med den samme cykel og de samme cykeldele, som de startede det med. I stedet er der kommet service-biler til med mekanikere, reservedele og nye cykler. I dag har hvert hold deres egen bil med reservecykler, mekanikere og trænere, og der er en neutral service-bil der ligeledes kan hjælpe.

Men selv med servicebiler og hjælp fra mekanikere kan der opstå groteske situationer, som det f.eks. skete for Chris Froome i 2016.

Da den gule trøje løb op ad Mont Ventoux

Iført den gule førertrøje var Chris Froome fra Sky på vej op ad bjerget Mont Ventoux, da han blev involveret i et styrt. Skys egen holdbil kunne ikke mase sig igennem mængden af tilskuere og ryttere på de smalle veje, og Froome måtte i stedet tage imod en cykel fra den neutrale servicebil fra Mavic.

Men den cykel Froome fik udleveret viste sig hurtigt at være alt for lille til briten, og dens pedaler passede ikke sammen med klamperne i Froomes cykelsko – det var umuligt at køre på cyklen. Mens solen bagte og tilskuerne masede sig omkring ham, begyndte manden i gult i stedet at løbe op ad bjerget - tydeligt frustreret, mens andre ryttere passerede ham.

For Froome var det naturligvis en katastrofe, der kostede ham minutter i klassementet, men for Mavic var det muligvis en endnu større fadæse, der slog ridser i lakken på firmaets gode ry. Noget måtte der gøres. Så året efter blev tre af service-cyklerne fra Mavic udstyret med dropper-posts, der ellers stort set kun bruges på mountainbikes. Rytterne kunne nu, mens de cyklede indstille højden på sadelpinden, så de kunne køre i en vinkel der passede dem bedre.

Fra tykke bøffer til Michelin-gastronomi

De ryttere der deltog i Tour de Frances tidlige år ville knap kunne genkende den forplejning rytterne i dag får. Nu om stunder har hvert hold deres egne kokke, der sørger for en proteinrig kost bestående af korn, bønner og linser, brune ris og rigeligt med kulhydrater. Michelin-kokke tilbereder særlige måltider der er skræddersyet til rytternes behov.

Tour de France-rytterne havde ellers længe levet efter devisen, at kød gav dig den nødvendige energi til at kunne klare dig igennem løbet. ”Vi spiste kl. 6:30 eller 7:00 om morgenen inden løbet,” huskede legenden Eddy Merckx. ”Først et lille morgenmåltid med ost og skinke og derefter bøffer. Det var forfærdeligt, men man vidste, at man var nødt til at spise bøffer for at blive stærk – det var fuldstændig forrykt”. Efter løbet fulgte der en aftensmad bestående af suppe, fisk og derefter pasta med endnu en bøf. Det var dog intet imod den første Tour-vinder Maurice Garin, der var kendt for at indtage op mod 45 koteletter om dagen, når han kørte løb.

For bare 10-20 år siden var kosten meget anderledes, som den daværende rytter Jonathan Vaughters husker det: ”Når vi kørte, fik du en pose med croissanter med marmelade med på cyklen, og vi spiste spaghetti til aftensmad”.

Spaghetti og kartofler var op gennem 80’erne og 90’erne hovedbestanddelen i rytternes daglige måltider, men det ændrede sig i 2005, da Dr. Allen Lim introducerede en ny Michelin-inspireret, ris- og linse-baseret diæt der balancerede protein-, fedt- og kulhydrat-indholdet. Rytterne elskede det, men de traditionsbundne kokke var ikke imponerede. Da han pakkede sit holds køkken sammen efter et løb, fandt han ”omkring 15 riskogere, som staben havde stjålet og forsøgt at gemme for mig”.

Også måden rytterne spiser på har ændret sig. I dag indtager rytterne ofte små energibarer og gels mens de cyklen, hvorimod det i løbets første mange år ikke var ualmindeligt, at ryttere stoppede for at snuppe et måltid mad i vejsiden. En rigmand der deltog lod f.eks. sin butler dække op til picnic undervejs – noget der kunne have fået ham diskvalificeret i dag.

”Når vi kørte, fik du en pose med croissanter med marmelade med på cyklen” – Jonathan Vaughters

Touren flød med cigaretter, champagne og øl

Det er ikke kun føden, men også rytternes indtag af drikkevarer der har ændret sig i løbet af årene. I dag analyserer flere hold rytternes sved, så de ud fra resultaterne kan sammensætte indholdet af den væske de skal have på turen. Den slags kontrol var der slet ikke med drikkevarerne i løbets første år.

Ofte bestod væskeindtaget af vin, øl og brandy indtaget på lokale landevejskroer, idet det var sikrere end at fylde sin vandflaske fra brønde og fontæner langs vejkanten. Alkoholen hjalp også med at dulme smerterne under de lange og udmattende etape, og det var ikke ualmindeligt, at feltet gjorde samlet holdt på ruten, hvis de kom forbi et værtshus.

Disse uofficielle øl-pauser blev undertiden udnyttet, som da Julien Moinreau vandt den 17. etape af Touren i 1935, fordi han fortsatte med at cykle, mens resten af feltet stoppede for at snuppe en øl.

Med tiden blev det mere almindeligt med drikkedunke, men hvad man kom i dem, var vidt forskelligt fra rytter til rytter. Mens rytterne i dag ofte indtager drikke der er rige på salte og energi, var det i gamle dage ikke ualmindeligt, at drikkedunken var fyldt med vin eller anden alkohol. Tour-legenden Fausto Coppi derimod fyldte sin drikkedunk med en blanding af 20 æggeblommer og sukker.

Med moderne øjne virker det endnu mere grotesk, at mange ryttere snuppede sig en cigaret inden de indledte en bjergetape, da man mente, at dette udvidede lungerne. Helt op i 1960’erne var der mange ryttere der sniffede æter og tog piller med små doser af giften stryknin for at lindre smerterne fra de hårde etaper.

Fra Aalborg til Hamborg på en dag

Løbets struktur har også ændret sig væsentligt med årene. I de første år var der kun seks etaper adskilt af 2-3 hviledage. Det var nødvendigt med de mange hviledage, for etaperne var i gennemsnit over 400 km lange - mere end det dobbelte af i dag. Det svarer til at rytterne cyklede fra Aalborg til Hamborg i løbet af én etape.

De lange etaper medførte, at rytterne ofte begyndte dagens etape inden solen stod op, og sjældent nåede i mål inden den var gået ned igen. Vinderen af den sjette og sidste etape af verdens førte Tour de France var således 18 timer og 9 minutter om at nå i mål, og de 6 etaper tog i alt 94 timer, 33 minutter og 14 sekunder at gennemføre.

I dag bliver der desuden lagt ny asfalt på de strækninger rytterne passerer, noget der i årtier var uhørt. I de første mange år af Tour de France kunne især bjergetaperne foregå på små grusstier, hvor rytternes teknik og ikke mindst dæk og slanger, blev sat på en hård prøve.

To gear blev til 22

Den største forandring Touren har gennemgået i årenes løb er teknologisk. Da Maurice Garin vandt i 1903 var hans cykel lavet af stål og vejede 16 kg. Til sammenligning kører rytterne i dag på ultra-lette carbonfiber-cykler der blot vejer 6,8 kg og ofte endda må forsynes med ekstra vægte for at komme op på denne vægt, der er den laveste tilladte i løbet.

Garin havde ikke alene en tungere cykel at køre, han måtte også bære al det udstyr han havde brug for på de lange etaper, da der ikke var nogen holdvogne og der var strenge straffe for at modtage hjælp fra andre. Det hjalp heller ikke, at Garin, ligesom sine kolleger, i de første mange år af løbets historie kun havde to gear by cyklen. Skulle der skiftes gear måtte de tage baghjulet af og vende det om. I dag kører de fleste ryttere med 22 gear, og skifter let imellem dem, så de kan yde deres maksimale hvad end de cykler på en flad strækning eller stejlt op ad bakke.

Radiokommunikation forhindrer ulykker

En anden teknisk udvikling, der har forandret den måde Tour de France køres på nu i forhold til tidligere, er introduktionen af radiokommunikation. Oprindeligt kørte de enkelte ryttere alene og var ikke en del af et samlet hold. Men siden rytterne blev inddelt i hold i mellemkrigsårene, havde det været en udfordring at kommunikere og koordinere rytterne, mens de var ude på etapen.

Det problem løste Team Motorola i 1990’erne da holdet begyndte at bruge øreplugs, igennem hvilke rytterne havde direkte kontakt til holdbilen. Hurtigt blev radiokommunikationen en essentiel del af Touren. Holdlederen kunne fra bilen ikke alene give ordrer til enkelte ryttere og koordinere deres udbrud, men han kunne også advare rytterne om farer forude på ruten. Jens Voigt satte f.eks. stor pris på, at feltet blev advaret om, at han var styrtet på en nedkørsel i 2009, så de kunne undvige ham.

Men radioteknikken har også sine modstandere, og i 2012 var det meningen, at den helt skulle udfases, for at man kunne vende tilbage til en mere traditionel Tour, hvor holdlederne ikke kunne styre slagets gang så minutiøst. Men løbsledelsen måtte hurtigt opgive planen over for et enstemmigt felt. Som Bjarne Riis noterede sig om et radioforbud: ”Det er en risiko for holdene […] Sportsdirektørerne vil gå i panik. De vil alle forsøge at køre op til fronten af feltet for at tale med deres ryttere” forklarede Riis. ”Det vil føre til en skandale”.

Paradoksalt nok blev vinderen af Touren i 2012 netop fundet som følge af radiokommunikation. På den 11. etape var Chris Froome gået i udbrud alene op af en stigning i Alperne, efterladende sin holdkaptajn Bradley Wiggins, der var gået kold på vej op af bjerget. Froome var godt på vej til at overtage den gule trøje fra sin kaptajn, da han pludselig modtog en besked i sit øreplug. Froome tog sig til øret, kiggede bagud efter kaptajnen, der intet steds var at se, og satte så farten ned.

”Hvis man ønsker sig loyalitet, skal man få sig en Froome-hund. En kvalitet, jeg sætter højt, men som andre vælger af udnytte!” – Michelle Ground.

Kaptajnen skulle i gult ikke hjælperytteren Froome. Wiggins endte med Tour-sejren det år, mens Froome måtte tage til takke med andenpladsen. Frustrationen blev nok bedst udtrykt af Froomes kæreste, Michelle Ground, der på twitter skrev: ”Hvis man ønsker sig loyalitet, skal man få sig en Froome-hund. En kvalitet, jeg sætter højt, men som andre vælger af udnytte!”

Wattmåleren sætter tempoet

Mens de første ryttere måtte føle med sig selv, hvor meget energi de havde tilbage, og hvor langt de kunne presse deres krop, har moderne cykelryttere fået et hjælpemiddel til dette i form af en wattmåler.

Chris Froomes angreb på Mont Ventoux i 2013 er et godt eksempel på hvordan denne nye teknologi er blevet en integreret del af Tour de France i de senere år. Fem gange gik Froome til angreb på bjerget, og hver gang kan man på Tv-billederne tydeligt se, hvordan han efter hvert angreb tjekker med sit powermeter, hvor meget hans krop kan yde endnu og hvor længe. Da Froome sætter sit afgørende angreb ind, ved han præcis hvor længe han kan træde igennem for fuld kraft inden hans krop siger fra.

På få sekunder stiger hans kadence fra ca. 93 rotationer i minuttet til ca. 120, mens hans watt-ydelse stiger fra ca. 400 til 650. Nok til at sætte de nærmeste konkurrenter, lægge sig i spidsen op ad bjerget og sikre etapesejren.

Hold som Team Sky har gjort denne form for power-kørsel til deres speciale. Rytterne kører ikke længere på en følelse af hvad de kan yde, men ved præcis hvor mange watt de skal trække på bestemte sektioner af løbet. Som rytteren Alex Dowsett forklarede det i forbindelse med sin deltagelse i verdensmesterskaberne i tidskørsel i 2012:

”Jeg havde ikke kørt efter watt før, men endte med at køre 420 watt på de flade strækninger, 450 watt på stigningerne og slappede stort set af på nedkørslerne. […] Siden da har jeg hovedsageligt trænet og kørt efter watt”.

Andre ryttere, som Marcel Kittel der kan yde op til 1900 watt i sine korte spurter, vælger derimod at dække deres wattmåler-display til, for ikke at blive distraheret af det.

Wattmåler-kørslen har vist sig at være så effektivt et våben, at der ofte opstår mistanke om doping blandt de der bruger det. Team Sky har af flere omgange været nødsaget til at frigive watt-data for bl.a. Chris Froome, der viser hans træningstal, for på den måde at mane rygterne i jorden.

Udviklingen fortsætter

Meget har ændret sig i årenes løb i Tour de France, og selvom ruterne er blevet kortere og hjælpemidlerne flere, er det stadig verdens hårdeste cykelløb, og det kræver sin mand at komme igennem det. Der sker stadig uheld og styrt, og der er stadig bjerge der skal bestiges, brosten der skal passeres og spurter der skal vindes.

De kritikere der påstår, at de moderne ryttere er pylrede teknologi-atleter uden mandsmod, glemmer situationer som da en TV-bil i 2011 torpederede hollandske Johnny Hoogerland og sendte ham flyvende gennem luften direkte ned i en hegnspæl med barberbladsskarpt pigtråd. Med dragten flået i stykker og den ”blege bagdel fileteret som en kamsteg”, som forfatteren Joakim Jakobsen senere skrev, satte Hoogerland sig op på cyklen og gennemførte etapen og kom på podiet.

Først derefter tog den skadede Hoogerland på hospitalet. Det er mandsmod som dette der fortsætter med at gøre Tour de France til cykelsportens største udstillingsvindue. Med 3,5 milliarder seere fordelt over tre uger er Tour de France verdens største sportsbegivenhed målt på Tv-seere, og det er derfor ikke underligt at rytterne, holdene og ikke mindst producenterne af cykeludstyr konstant kæmper om at udvikle nye metoder, teknikker og opfindelser, der bringe dem tættere på en podieplads, når de 23 etaper er overstået. Tiden vil vise, hvilke nye opfindelser der kommer til at sætte standarden i år og de kommende års Tour de France.

De første Tour-løb var et ædegilde på to hjul
Maurice Guarin, der vandt det første Tour de France-løb i 1903 var kendt for sin ekstreme kost, når han cyklede. Her er hans indtag af mad og drikke under et 24-timers-løb i 1893:

45 kyllingefileter
19 liter varm kakao
8 kogte æg
7 liter te
5 liter tapioca
2 kilo ris

Derudover:
Flere glas stærk rødvin, kaffe, champagne og østers.

BOKS: Fire opfindelser der ændrede Tour de France
I årenes løb har Tour de France været udstillingsvindue for mange af de tekniske fremskridt der er sket inden for cykelsporten.

Bagskiftere
Inden opfindelsen af moderne bagskiftere, havde cykler kun to gear, og det var kun muligt at skifte mellem dem ved at afmontere og vende baghjulet om. Det var en tidskrævende og besværlig proces. Selvom bagskifteren var udviklet ved Tour de Frances begyndelse i 1904, begyndte rytterne først at bruge gearskifterne i 1937.

Quick Release

Når det var umuligt at skifte gear uden at afmontere baghjulet, var det frustrerende at skulle bruge flere minutter på at skrue hjulet af og på. Derfor opfandt Tour-rytteren Tulio Campagnolo i 1927 en quick release aksel, der gjorde det muligt at fjerne hjulet i et snuptag.

Platformspedaler
I 1985 kørte Bernard Hinault som den første i Touren med en ny opfindelse fra Look – Platformspedalen. Den smarte klikpedal, der var inspireret af skistøvler gjorde det muligt at overføre endnu mere kraft, når man trådte i pedalerne, end man kunne gøre med de gammeldags tåklips-pedaler. Hinault vandt Touren det år.

Carbon-stel
I midten af 1980’erne kunne Look også introducere endnu en nyskabelse til Touren – cycler bygget I letvægts carbon. Med deres ultra-lette stel gav de rytterne en klar fordel, og det blev hurtigt nødvendigt at fastsætte en minimumsvægt for cykler på 6,8 kg.

Cykelbærende Tour-rytter fik ændret reglerne

Den 10. etape af Tour de France 1929 er knap nok begyndt, og det er stadig mørkt, da Tourens nummer ét, Victor Fontan, styrter på sin cykel. Forgaflen er knækket og cyklen er umulig at reparere. Men den uheldige rytter kan ikke bare stige på en ny cykel, for det er imod reglerne. Han skal først have tilladelse fra løbets ledere, men de er ikke til at finde.

Fortvivlet vandrer Fontan fra dør til dør mens han tigger og beder om at måtte låne en cykel fra en af de lokale, så han kan forsvare sin førerposition i løbet. Til slut får franskmanden fingrene i en cykel, men ifølge reglerne skal han have den cykel han startede løbet på med over målstregen. Med sin ødelagte cykel spændt på ryggen forsøger Fontan over 160km uden held at indhente feltet, inden han hulkende bryder sammen

Franske radiolyttere kan høre gråden, og der rejser sig en bølge af modstand mod reglerne blandt tilskuerne. Året efter er Tour de Frances ledelse nødt til at ændre de strenge regler, så rytterne nu må have reservecykler og et hold af mekanikere til at hjælpe dem.

Snyd har altid været en del af Tour de France

Først i 1965 blev det forbudt at benytte doping i Tour de France. I årene op til havde de deltagende ryttere udvist stor opfindsomhed i forsøget på at snyde sig til en bedre placering i det hårde løb. Alt lige fra æter til amfetamin benyttes til at dulme smerterne og forbedre rytternes præstationer.

1903: Løbets favorit Hippolyte Aucouturier må trække sig midtvejs, da han bliver forgiftet af en flaske med lemonade, som han modtager fra en tilskuer.

1904: Aucouturier snyder ved at blive trukket bag en bil, ved hjælp af en snor der i den ene ende er bundet til bilen, og i den anden til en korkprop, som Aucouturier bider sammen om.

1904: Fire ryttere, herunder vinderen af løbet, diskvalificeres, da det bliver opdaget, at de har taget toget en del af vejen.

1904-1910: Ryttere diskvalificeres ofte for at arrangere tilskuer-angreb på rivaler, mens andre putter kløpulver i deres konkurrenters tøj.

1924: Rytterne benytter kokain, kloroform og æter til at dulme smerterne under det hårde løb.

1947: Jean Robic vinder Tour de France. Senere afsløres det, at rytteren - der var lille af statur og derfor havde det svært på bjergnedkørsler - øgede sin vægt ved at modtage flasker fyldt med bly på toppen af bjergene, hvorefter hans fart nedad blev større.

1952: Tour-vinderen Fausto Coppi indrømmer senere at han har brugt amfetamin som præstationsfremmende middel.

1955: Rytteren Jean Malléjac er tæt på at dø efter han drikker af en forgiftet vandflaske.

1960: Rytteren Roger Rivière styrter da smertestillende medicin sløver hans reaktionstid, så han ikke når at bremse i tide i et sving.

1962: Tyve ryttere bliver syge i løbet af en etape - og arrangørerne mistænker, at der har været tale om en bevidst forgiftning.

1965: Doping forbydes i Tour de France. Under de første dopingtest året efter viser det sig, at en tredjedel af de dopingtestede ryttere har brugt amfetamin.