Guide til cykeltøj - Det skal du bruge

Vil du gøre dig selv en tjeneste, så brug cykeltøj, når du skal ud på cyklen; det gør din cykeltur, langt mere behagelig og glæden ved at cykle vil helt sikkert blive større.

Cykeltøj kan fås i mange forskellige modeller, kvaliteter og prisklasser, så afhængig af dit niveau og dine behov, kan du altid finde det, der passer til netop dig.

Når du skal ud og kigge på cykeltøj er det altid en god ide, at vurdere hvor meget tid du bruger på din cykel. Desto mere tid du bruger, desto bedre kvalitet bør du selvfølgelig kigge efter. Det er helt sikkert alle pengene værd, og lækkert cykeltøj giver ofte øget motivation til at komme ud på cyklen.

Mange forbinder sikkert cykeltøj med de her lidt sjove bukser med pude i. Det er her de fleste starter, når der skal investeres i cykeltøj, hvilket også ofte kommer sig af øm bagdel efter de første cykelture uden pude. Cykelbeklædning er dog meget mere end det, og når du først har fundet dit nye outfit kan du slet ikke undvære det.

4 ting der er uundværlig for en god cykeltur?

Cykelbukser

Et par gode råd når du skal vælge cykelbukser

Om du foretrækker lange eller korte cykelbukser er helt op til dig selv, og afhænger oftest af vejret om det bliver det ene eller det andet. Vælg til start dem du får brugt mest; som oftest er det cykelknickers eller –shorts, da de fleste cykler mest når det er godt vejr.

En godt tricks, er at finde nogle bukser med silikone i kanten ved benene, da det hjælper med at holde bukserne på plads, så de ikke glider op, når du cykler.

Det kan være en godt ide, at have et par vind og måske vandtætte shorts eller bukser over dine cykelbukser; specielt i de kolde måneder.

Cykelbusker med pude eller skind gør din cykeltur bedre

Cykelbukser kan fås, både med og uden pude. Bruger du din cykel jævnligt eller på lange ture, vil vi helt klart anbefale at vælge med pude. Det gør cykeloplevelsen, meget bedre.

Puden er med til at sikre, at trykket på sadlen bliver fordelt mere jævnt, og vil dermed gøre at du ikke bliver så øm bagi. Vælg gerne en pude, som er ret fast, da det giver størst effekt.

Cykler du oftest lidt kortere ture, kan en af de lidt billigere modeller med knap så faste puder være fint. Cykler du mere end et par timer, bør puden i dine cykelbukser være mere ergonomisk og fast. Det kan føles lidt voldsommere med de kraftige modeller, men når du har siddet på cyklen i længere tid, vil du være taknemmelig for at have valgt dem.

Når du ser og prøver cykelshorts, kan det måske være svært at vurdere om det er en god eller dårlig pude, men gå altid efter en ordentlig kvalitet fra en forhandler, der har speciale i cykeludstyr. Du vil få et par cykelbukser, hvor din hud kan ånde så det ikke føles som at cykle rundt med en våd ble, når du kommer til at svede. Derudover kan man let blive snydt, når man ser på discount cykelshorts da puden ofte er stor og tyk, hvilken ikke er en fordel; hvis puden er for stor og for bred, kan den let komme til at genere mere end at være til gavn.

Oftest er cykelbukser delt op i herrebukser og damebukser. Det skyldes blandt andet, at puderne i cykelbukserne har forskellig form, afhængig af om det er til kvinder eller til mænd.

Cykelbukser til kvinder er oftest med bredere pude bagtil og smallere fortil, end puden er i cykelbukser til mænd.

Psssst; husk buksefedt (eller chamois creme som det også kaldes), når du skal cykle langt. Det minimerer væsentligt, risikoen for hudirritationer.

Cykelbukser med pude er beregnet til at bruges uden underbukser. Dit undertøj kan være mere til at give irritationer, da det kan gnave på huden når du cykler.

Med eller uden seler på cykelbukserne?

Ja det er meget individuelt hvad man er til. Vælger du cykelbukser med seler, er det en god ide at vælge nogle, som har et ventilerende stof så din hud kan ånde, når du rigtig får varmen.

Cykelbukser med sele, er oftest meget dyb i udskæringen foran; det giver mindst mulig tryk på maven.

Selerne er med til at give følelsen af, at bukserne sidder bedre fast og ikke vil glide ned. Har du en smule for meget på sidebenene kan seler specielt være en fordel, da cykelbukserne så ikke sidder og gnaver i siderne eller på maven. De glider heller ikke ned, så du får et bart stykke på ryggen, når du cykler; hvilket jo aldrig er rart.

Selerne på cykelshorts og -bukser er med til at holde dem tættere på kroppen, så de ikke bevæger sig når du cykler, og er dermed, med til at mindske risikoen for gnavesår.

Cykelbukser til kvinder er ofte uden seler, hvilket skyldtes at selerne kan være generende. Dog findes der modeller, hvor selerne er designet specielt til kvinder, så du har muligheden for at vælge hvad du syntes, er rarest at cykle med.

De damemodeller der er, uden seler, går oftest højt op ved lænden, så der ikke kommer et bart stykke på ryggen, når du cykler.

Vores mest populære cykelbukser

Det bedste stof til cykelbukser

Det stof dine cykelshorts eller –bukser er lavet af har stor betydning for hvordan de sidder, og hvordan de er at cykle i. Cykelbukser i kvalitetsstof giver god åndbarhed og god holdbarhed. Når stoffet er tilpas elastisk, sidder det godt til på huden og vil dermed ikke bevæge sig så meget på kroppen, når du bevæger dig på cyklen. Tilpas elasticitet er når man kan fornemme at stoffet giver sig, når du rykker i det eller tager det på. Det må dog ikke være så elastisk at du nemt kan strække det meget ud, da det ofte hurtigt vil blive meget slapt i elastikken og dermed komme til at sidde løsere på kroppen.

Er stoffet næsten gennemsigtigt fra start, vil du også kunne opleve at holdbarheden er væsentlig ringere. Så derfor; vælg for din egen skyld et par cykelbukser af ordentlig kvalitet og find dem hos nogen, som har styr på sit cykeludstyr.

Cykelsko

Har du besluttet dig for, at du skal ud og kører noget mere på din cykel, bør du overveje at investere i et par gode cykelsko. Både til racercykel og mountainbike kan du få sko man klikker i pedalerne, som giver større kraftoverførsel. Når du vælger kliksko, skal du være opmærksom på at få en klampe der passer til både sko og pedal.

De to mest overordnede typer klamper til cykelsko er racerklamper, også kaldt landevejsklamper, eller MTB klamper som bruges til mountainbike.

Den største forskel er oftest vægten, materialet og størrelsen. En mountainbike klampe er tungere og i kraftigere materiale, men faktisk mindre i størrelsen. En racerklampe, som ofte også kan bruges til spinning, er noget større i model så du nemmere kan overføre dine kræfter i pedalerne. Landevejsklamperne er ovenikøbet oftest lavet i plastik da det mindsker vægten, som har stort fokus, specielt når du cykler racercykel.

Først og fremmest er det rigtig vigtigt, at finde et par sko der sidder behageligt på din fod, da det kan blive til mange timer med dem på. Kvalitetsmærker som Mavic, Shimano, OnGear og Lake har helt sikkert en model, der passer til netop dine fødder. Har du meget brede fødder så se efter cykelsko, der er ekstra brede.

Cykler du på racercykel, anbefales det at din sko er så stiv i bunden som muligt. Det giver størst muligt overførsel af dine kræfter, når du træder. Derimod kan det være godt med en blødere bund, hvis du kører MTB da man nogle gange går i sine sko. Desto hårdere bund der er i dine cykelsko, desto svære og mindre behagelige er de at gå i.

Mange sko til landevejscyklen passer også til spinning cykler. Du vil i beskrivelsen af skoen, her hos Cykelpartner, kunne se om netop den sko du kigger på også kan bruges til spinning.

Er du ikke til kliksko, hvor du kommer til at sidde en smule fast i cyklen, kan du sagtens cykle med nogle almindelige kondisko. Det kan være en god ide, at dine sko har et groft mønster under bunden, da det vil give et bedre greb i pedalerne.
Dernæst er det en stor fordel, at dine sko ikke bliver for brede og for klodsede.

Er dine sko meget brede, kan det være svært at placere foden rigtig på pedalen og kan derved give et skævt træd; hvilket selvfølgelig ikke er sundt for dine ben. Skoen skal passe til din fod, så har du meget brede fødder og dermed har brug for brede sko, så vær opmærksom på at finde nogle pedaler der tilsvarende har lidt ekstra bredde.

Vælg ikke nogle kondisko, der er alt for bløde i sålen; er skoen lidt stiv i det, kan du træde hårdere i pedalerne og få mere fart på.

Cykelhjelm

Cykelhjelmen er et must, uanset hvilket niveau du cykler på. Hjelmen giver dig en beskyttelse, du ikke vil være foruden, den dag du vælter og slår hovedet i jorden. Det er ikke lovpligtigt at kører med cykelhjelm, men vi anbefaler at du bruger din sunde fornuft og investere i en cykelhjelm.

Når du skal ud og købe en cykelhjelm, vil du opdage at der et hav af forskellige modeller. Og hvilket en skal du så vælge? Ja det kan være svært at give et konkret svar på, men først og fremmest anbefales det at kigge efter en cykelhjelm, som er godkendt.

En godkendt cykelhjelm betyder at den opfylder nogle specifikke krav, som giver cykelhjelmen, en hvis beskyttelse. Vil man sikre sig ekstra godt, kan man med fordel kigge efter en cykelhjelm, som er godkendt efter amerikanske standarder, da de ligesom med meget andet har ekstra strenge krav.

En cykelhjelm skal sidde godt på hovedet, for at det ikke bliver en belastning at cykle rundt med den. Ydermere vil cykelhjelmen ikke give optimal beskyttelse, hvis ikke den sidder ordentligt på hovedet.

For at en cykelhjelm sidder godt, er det selvfølgelig vigtigt at vælge en cykelhjelm, der passer i omkredsen, så den har samme størrelse som dit hoved.
Nogle hjelme har et spænde, der gør det muligt at tilpasse cykelhjelmen efter dit hoved. Specielt når du skal købe en cykelhjelm til dine børn, er det en fordel at vælge sådan en hjelm, da de oftest vil kunne passe cykelhjelmen i en længere periode.

Ligesom med mange andre ting, er der forskel i pris og kvalitet. Alle cykelhjelme skal leve op til de sikkerhedsmæssige krav, men en billig cykelhjelm er oftest ikke ligeså komfortabel som de lidt dyrere.
En forskel kan være pasformen; ved de lidt dyrere modeller vil du opleve at cykelhjelmen som oftest sidder bedre på hovedet, end en billig model. Dernæst er materialerne også forskellige, og specielt mærkes det ved cykelhjelmens åndbarhed og vægten; en lækker, let cykelhjelm er da bare mere behagelig at have på.

Handsker

Handsker virker måske som en lille ubetydelig ting, men de gør faktisk en verden til forskel. Ikke alene er handskerne med til at holde dine hænder varme når du cykler, de sikrer også et rigtig godt greb på cyklen. Specielt når du cykler mountainbike og kører på et utroligt ujævnt underlag, kan det næsten være nødvendigt at have et ekstra godt greb via handsker, for at kunne holde ordentligt fat på styret.

Gode cykelhandsker har desuden ergonomiske puder, der fordeler trykket korrekt mellem dine hænder og styret, så dine fingre ikke så nemt kommer til at sove når du cykler. Kvalitets cykelhandsker giver en god støtte, og medvirker også til at dine hænder ikke bliver trætte og ømme efter en lang tur på cyklen.

Cykelhandsker fås både med korte og lange fingrer. Mange cykler med de korte om sommeren, da du kan have handsker på der giver støtte og komfort, men samtidig får luft til fingrende. De lange bruges i overgangsperioderne, og til dem der cykler hele året, vil det være en fordel at have decideret vinter cykelhandsker, for bedre at kunne holde varmen, når det bliver rigtig koldt.

Noget af det der gør cykelturen rigtig kold, er når dine fingre føles frosne. Vind og vand er absolut med til at gøre det rigtig koldt for hænderne; det kan derfor være en rigtig god ide at have et par handsker, der er vand og vindtætte, til de dage hvor vejret ikke viser sig fra sin bedste side.

Cykeltøj til al slags vejr

Indenfor cykling, findes der et hav af ekstra udstyr, både til dig og din cykel, som alt sammen er med til at gøre det hele sjovere.

Blandt andet kan du få meget lækkert tøj, der er med til at give en behagelig kropstemperatur, uanset om det er varmt eller koldt.

Svedundertøj anbefales

Svedundertøj kan i mange tilfælde være både til varmt og koldt vejr, så du uanset temperaturen altid har en bluse at tage på, når du skal ud og race på cyklen. Når du går til den på din cykeltur og kommer til at svede, er det en stor fordel at have tøj på, som har en svedtransporterende effekt, så du nemt kommer af med varmen.

Omvendt kan det, på de kolde dage, være nødvendigt med noget varmt undertøj, der er med til at give ekstra varme, og samtidig kan sørge for at huden holdes tør, så du ikke bliver klam og fugtig indenunder.

Svedundertøj og termoundertøj i god kvalitet, sikrer god pasform, lækre materialer og afleder sveden fra kroppen, så du hele tiden har den mest optimale temperatur.

Svedundertøj er selvfølgelig super velegnet til mange forskellige sportsgrene, bl.a. også til løb er det helt ideelt.

En god cykeltrøje

Når du skal ud og kigge på ny cykeltrøje, er det altid en god ide at være ekstra opmærksom på, hvor godt cykelblusen ventilere på ryggen. Når du kommer til at svede, vil ryggen oftest være et af de steder du sveder mest, og det ideelle er derfor, at din cykeltrøje virker ventilerende nok til at sveden kan trænge væk.

Cykler du ofte lidt længere ture, kan du med fordel gå på udkig efter en bluse, der har lommer bagpå. På den måde kan du altid have en snack med på cykelturen, så du ikke går sukkerkold undervejs.

Du kan få cykeltrøjer med og uden ærmer, og ærmer i forskellige længder. Materialet, altså stoffet, som blusen er lavet af, kan variere både i kvalitet og i tykkelse. En let bluse eller en kortærmet er altid at foretrække i de varme måneder, hvor de mere kraftige bliver valgt til vintermånederne.

Cykeltrøjer bør sidde tæt til kroppen, så den giver mindst mulig vindmodstand og ikke blafrer for meget i vinden. En cykeltrøje fås både i herre og damemodeller, andre er unisex. Kvinde modellerne er oftest en smule mere faconsyede og sidder derfor mere til end den mere kantede facon, som en herre model ofte har. Derudover kan du gøre dig overvejelser om, hvor vidt du sætter pris på at cykeltrøjen er vind- og vandtæt.

Vær opmærksom på, når du køber cykeltrøjer kan størrelserne godt variere ved de forskellige producenter, og vi anbefaler derfor at du altid læser størrelsesguiden på det enkelte produkt.

Når lidt ekstra kan gøre en stor forskel

En vest kan gøre en verden til forskel i de overgangsperioder, hvor det kan være rigtig svært at finde den rette påklædning. En cykelvest kan med fordel altid bruges, når du skal dyrke udendørs aktiviteter.

En vest er specielt populær til det danske klima, da vejret hurtigt kan skifte, og i takt med at du bliver varmet godt op kan det være rart at kunne tage en smule tøj af, som så er nem at have med sig og ikke fylder alverden.

En cykelvest kan have mange forskellige funktioner, og det er selvfølgelig altid en god ide at tænke over, hvornår man oftest har brug for den.

Du kan få en helt let cykelvest, der bare giver lidt ekstra varme. Nogle veste beskytter mod vinden, og andre er både vind- og vandtætte. Det afhænger selvfølgelig meget af dit behov, hvilken en du skal vælge.

Ydermere fås der i dag cykeljakker/-veste, hvor du kan tage ærmerne af og på alt efter vejret. Det vil sige at du egentlig får en langærmet bluse eller jakke, som kan blive til en cykelvest, når du tager ærmerne af.  Disse jakker/veste er en stor fordel at have på de dage, hvor det ser ud til at kunne trække op til en byge, eller vinden måske er lidt kølig, men uden at der egentlig er koldt.

Kolde ben er lig med mere stive ben

Benvarmere er blevet rigtig populære, og kan mange gange være fantastiske at have med sig. Benvarmerne fylder ikke meget og kan nemt tages af og på, afhængig af temperaturen og hvor meget vind der er.

Mange cykelryttere cykler oftest i shorts, selvom at vejret måske nærmere var til et par lange bukser. Dog risikere du let at dine ben bliver kolde, og kan derved komme til at virke mere stive.
Har du kolde ben, vil du ofte ikke kunne træde ligeså kraftigt i pedalerne, og dermed ikke få samme fart, som hvis dine ben havde varmen.

Benvarmere giver ikke støtte til benene, de sikrer varmen så dine ben ikke bliver for kolde på cykelturen. Skal du have støtte til eksempelvis knæet, bør du kigge efter et decideret støttebind.

Regntøj

Er du blandt dem, der ikke ser dårligt vejr som en hindring for at komme ud på cyklen? Ja så er regntøjet næsten uundværligt.

Regntøj har ofte et ry for at være klamt at have på når man dyrker motion, da du ikke kan ånde i det. Køber du regntøj af god kvalitet, som er beregnet til eksempelvis at cykle i, vil din oplevelse af regntøj sikkert ændre sig.

Regntøj skal selvfølgelig være åndbart, for at det er til at holde at have på. Du kan ikke gå ud og få regntøj, som er fuldstændig vandtæt; kan vandet ikke komme ind, kan det heller ikke komme ud, og du vil dermed blive fugtig og klam, fordi huden ikke kan ånde.
Godt regntøj skal selvfølgelig kunne holde så meget vand ude som muligt, men stadig være åndbart.

Mange bluser og jakker har en vandafvisende overflade, som ofte kan være tilstrækkelig, men det danske vejr byder dog på mange dage, med mere regn end sådan en cykelbluse/jakke kan afvise.

Regntøj har forskellige grader af vandtæthed, hvilket du kan se på det målte vandsøjletryk. Det giver en indikation af, hvor meget vand dit regntøj kan holde ude. For at dit regntøj kan kaldes for 100 % vandtæt, skal det kunne tåle et vandsøjletryk på 5000 mm; dette er dog langt fra tilstrækkeligt, hvis du vil kunne cykle på en rigtig regnvejrsdag. Du skal gerne vælge regntøj med et vandsøjletryk på helt oppe omkring 15 – 20.000 mm, for at det kan holde vandet ude.

Vask cykeltøjet korrekt

For at forlænge cykeltøjets holdbarhed og elasticitet, anbefales det at følge vaskeanvisningerne på tøjet.
Det kan dog ofte være en fordel, at vaske tøjet så skånsomt som muligt; selvom der står andet på vaskeanvisningen.

Tørretumbler er altid en god ide at gå udenom, da det er hårdt ved tøjet, og specielt elasticiteten kan tage skade.

Du kommer ofte til at svede i dit cykeltøj, og da det bliver brugt gang på gang, kan det nemt komme til at lugte en smule, trods jævnlig vask. For ekstra effektiv vask af tøjet så brug et vaskemiddel, der er beregnet til sportstøj.

Sportsvaskemiddel er specielt designet til at fjerne dårlig lugt, og samtidig mildt rense tøjet, så farverne på dit cykeltøj også bevares flotte og intense.

Vask dit cykeltøj ved så lav varme som muligt. Desto varmere vand, desto mere slid på tøjet. Det meste vaskemiddel i dag kan sagtens vaske rent ved kun 30 grader.

Vask tøjet efter behov. Dit cykeltøj behøver ikke nødvendigvis blive vasket efter hver eneste cykeltur. Er tøjet blevet beskidt eller lugter det, så bør det vaskes.